Lukket i dag.

PIERO MANZONI

piero-manzoni

PIERO MANZONI

Foto: Ole Bagger.

Piero Manzoni er født i Milano i 1933 og opvokset i en adelig og velhavende familie. Økonomisk var han derfor friere stillet end mange af sine kollegaer.

I 1951 begyndte Manzoni at studere jura, noget han dog hurtigt opgav for i stedet selv at studere kunst og filosofi og at give sig hen til at male. Han begyndte at male figurative værker i en alder af 17 år, men senere tog han radikalt afstand fra de traditionelle udtryksformer. Han ville væk fra figurer og farver – værket skulle tømmes for indhold af enhver art. Materialet skulle i stedet være det bærende element i værket, ligesom selve idéen/konceptet var det afgørende.

Han ville skabe værker, der var neutrale og ikke kunne give associationer til noget. Værkerne skulle udtrykke den totale tomhed. Resultatet blev en lang række Akromer, farveløse værker skabt af eksempelvis vat, bomuld, pels og gips.

I 1955 begyndte han sine eksperimenter med materialer som gips, tjære, voks og olie i en serie værker med sorte, menneskelignende silhuetter. Det definitive skridt på vejen mod det ’primære billede’ er hans serier af Akromer fra 1957/58 – monokrome værker skabt uden brugen af farve.

I 1959 grundlagde Manzoni sammen med Enrico Castellani galleriet Azimut i Milano. Året efter, i 1960, under en åbning på galleriet satte Manzoni sit fingeraftryk på en række kogte æg og inviterede publikum til at spise dem. Samme år blev Manzoni inviteret til Herning på kunstophold af den lokale skjortefabrikant, Aage Damgaard. På det 3-4 uger ophold i Herning eksperimenterede Manzoni fortsat med sin kunst og var meget produktiv. Her skabte han bl.a. Linea Lunga 7200 metri, en 7,2 km lang linje på en avisrulle, samt en lang række forskellige akromer.

I 1961 besøgte Manzoni igen Aage Damgaard i Herning, hvor han skabte den fænomenale Socle du Monde (Jordens Sokkel). Med den vendte han hele vores verden på hovedet, og med et trylleslag gjorde han jordkloden til et stort kunstværk. 1961 var også året, hvor Manzoni begyndte at signere nøgne modeller, for på den måde at skabe levende skulpturer. Han skabte også ét af sine nok mest kendte værker, Merda d’artista. Kunstafføring forseglet i en konservesdåse og produceret i 90 eksemplarer, alle signeret og nummereret fra 1 til 90.

Manzoni døde i 1963 i en alder af 29 år. På trods af sit korte liv nåede Manzoni at skabe en lang række værker, der af mange blev og stadig bliver opfattet som provokationer. Men samtidig er de et udtryk for, hvad der efter Manzonis overbevisning gør noget til kunst. Det er hverken materialets ædle karakter eller kunstnerens behandling af materialet, der skaber kunstværket. Det er derimod kunstnerens autentificering af dét som kunst.

portraitt-piero-manzoni-kap

Kreditering: Piero Manzoni (1933-1963). Foto: Ole Bagger

Socle du Monde Biennale 2017 is supported by: