Åben i dag: 10 - 20

KONCEPT – SOCLE DU MONDE BIENNALE 2017

work-piero-manzoni-kap

KONCEPT – SOCLE DU MONDE BIENNALE 2017

SOCLE DU MONDE BIENNALE 2017 – To challenge the Earth, the Moon, the Sun & the Stars

Socle du Monde står i Herning på HEART. Det er en skulptur af stål og i kraft af sin diskrete kubiske form lidt uanseelig. Hos den uinviede besøgende kan der opstå en fornemmelse af at noget mangler. For der er jo tale om en sokkel, hvis formål netop er at bære og fremhæve noget særligt, men her hersker fraværet. En sokkel er en blanding af kolon og udråbstegn i tre dimensioner og i kunstens verden er det soklen eller piedestalen, som fortæller os at genstanden ovenpå er et stykke kunst –en magthaver- noget vigtigt – hvis vi skulle være i tvivl.

Verden vendt på hovedet

Piero Manzoni lod jordens sokkel smede i 1961, da han besøgte Herning for anden gang. Mens vi betragter den lille firskårne sokkel tror vi fejlagtigt, at det er kunstværket, vi beskuer. Vi må undervejs foretage en mental og fysisk kolbøtte for at forstå at det er os og hele jordkloden, som er på udstilling! Værket er i udgangspunktet nærmest usynligt og soklen tjener i sin enkle anonymitet det formål, som sokler nu engang tjener i en udstilling: de leder vores opmærksomhed hen på det væsentlige:

Socle du Monde Biennalen i 2017 udfordrer Piero Manzonis kunstneriske univers. Et stjernespækket hold af internationalt anerkendte kunstnere og kuratorer tager udgangspunkt i Manzonis grænsesøgende kunst og bidrager med både en nutidig og historisk vinkel.

Piero Manzonis kunst, der kredser om temaer som identitet, ånd, lys, krop, afføring, rum, tid, fødsel og jorden, er det udgangspunkt, som binder hele biennalen sammen. Nulevende kunstnere og afdøde vil danne et net af værker, der på kryds og tværs udfordrer og diskuterer, hvad der er kunst – i Manzonis ånd.

Ligesom Manzonis verdensberømte værk Merda d’artista (Kunstnerlort på dåse) ophøjer lort til kunst, udråber Socle du Monde (Jordens Sokkel)  hele verden til et kunstværk, og Manzoni udfordrer vores grænser for, hvad vi kan opfatte som kunst, og denne tanke er udgangspunktet for Socle du Monde Biennalen  2017.

I dialog med Manzoni

Socle du Monde Biennalen 2017 udfolder sig i et møde mellem op mod 60 kunstnere, der alle går i dialog med Manzoni. Biennalen er inddelt i 6 kapitler, der hver er tilrettelagt af et medlem af det internationale kuratorteam bag biennalen. Med fokus på Piero Manzoni og Socle du Monde skabes en fortælling, som binder enkeltstående udstillingskoncepter sammen til et komplekst spil mellem historien og nutiden.

Socle du Monde Biennalen blev stiftet i 2002 og er Danmarks ældste biennale for samtidskunst.

Socle du Monde 2017 bliver til under ledelse af Mattijs Visser samt et hold af kuratorer: heriblandt Jean-Hubert Martin, Olivier Varenne, Michael Bank Christoffersen, Lotte Korshøj, Holger Reenberg, Daniel Birnbaum og Maria Finders.

Biennalen finder sted den 21. april – 27. august 2017.

Socle du Monde Biennale 2017 is supported by: